Steve Wozniak, medstifter af Apple, tilslutter sig bevægelsen for right-to-repair på trods af, at Apple er modstander af bevægelsen.
Bevægelsen for right-to-repair ønsker at få vedtaget love, som kan garantere brugere adgang til information og reservedele til at reparere deres egne enheder efter behov, oplyser BBC.
Til dette siger Wozniak, at Apple ikke ville have eksisteret, hvis ikke han var vokset op i en åben teknologiverden. Derfor mener han, at det er tid til at anerkende retten til selv at reparere enheder.
I USA og Europa er eksisterende love omfattet af right-to-repair begrænset til køretøjer og husholdningsapparater.
Ifølge fortalere for right-to-repair er Apple tung at danse med, når det kommer til at udvide reglerne for reparation af forbrugerelektronik.
Selskabet tillader kun reparationer af enheder via egne autoriserede teknikere og leverer generelt ikke reservedele eller reparationsoplysninger til brugerne.
Wozniak mener, at virksomheder som Apple hæmmer retten til reparation, fordi det giver dem mere magt og kontrol over alt.
“It’s time to start doing the right things,” udtaler han.