En række amerikanske techfirmaer har i et brev opfordret præsident Biden til at håndtere den chipmangel, der påvirker mange firmaer lige nu.
21 CEOs fra blandt andet Intel, Qualcomm og AMD har underskrevet et brev sendt til præsident Biden.
Brevet opfordrer Biden-regeringen til at håndtere den mangel på halvledere, der lige nu plager mange industrier i USA.
Techfirmaerne har i brevet bedt præsident Biden om at inkludere økonomiske incitamenter for halvlederproduktion i regeringens genopretnings- og infrastrukturplan.
I brevet bliver det også fremhævet, at USA’s globale andel af halvlederproduktion er faldet fra 37 procent til 12 procent siden 1990.
Læs også: Bilproducenter sænker produktion efter mangel på halvledere.
Finansmediet Bloomberg rapporterer i forlængelse af brevet, at Biden-administrationen nu arbejder på at identificere flaskehalse i leveringskæden af halvledere.
Præsident Biden forventes også at underskrive et præsidentielt dekret, der skal igangsætte en undersøgelse af leveringskæder for kritiske varer, herunder halvledere.