EU ønsker, at alt fra mobiltelefoner til e-cykler skal have letudskiftelige batterier, og lovgivningen kan træde i kraft allerede i 2024, skriver Hackaday.
Tidligere havde man næsten altid mulighed for at udskifte et batteri. Hvad end der var tale om en radio, en mobiltelefon eller noget tredje, så var det let at udskifte batteriet, hvis det blev nødvendigt.
I dag skjuler mange enheder deres batterier under manipulationssikre etiketter og advarsler om, at komponenterne ikke kan repareres af brugeren.
Der er flere fordele ved dette, hvor nogle hævder, at det giver kunden en renere, mere problemfri brugeroplevelse, mens andre nævner fordele ved mindre emballage og minituarisering af enheder med et permanent installeret batteri.
Sådanne designs har dog den ulempe, at hvis batteriet fejler, så bliver enheden ubrugelig og ofte smidt væk. Mens det fortsat er muligt at udføre kirurgi på moderne smartphones og andre enheder med døde batterier, er det en problemfyldt proces for de uerfarne og kan føre til beskadigelse eller ødelæggelse af selve enheden. Og lige så vigtigt, hvordan genbruger du batteriet, hvis du ikke kan fjerne det?
Nu kræver EU, at batterier let kan fjernes, udskiftes og genanvendes i en lang række enheder, herunder smartphones og andre typiske forbrugsapparater samt lette transportmidler såsom e-cykler og e-scootere.
Inden den 1. januar 2024 skal disse enheder være designet således, at batterier sikkert kan fjernes og udskiftes ved hjælp af “grundlæggende og almindeligt tilgængeligt værktøj” og “uden at forårsage skade på apparatet eller batterierne.” Producenter skal desuden levere dokumentation for fjernelses- og udskiftningsproceduren. Denne dokumentation skal også leveres online i varigheden af et produkts forventede levetid.