Elon Musk oprettede kort efter midnat natten til søndag en afstemning på sin egen Twitter-profil. Her spurgte han ganske simpelt, om han skal træde tilbage som direktør for Twitter, og slog fast, at han vil opfylde flertallets ønske.
Det rapporterer TV 2.
Mere end 17.5 millioner har stemt, og det stod ret hurtigt klart, at afgørelsen ikke falder til Elon Musks fordel. Tværtimod – for 57.5 procent har stemt for, at Elon Musk skal overlade topposten til en anden.
Læs også: Twitter forbyder konti, der promoverer andre sociale medier, men trækker efterfølgende i land.
Men hvem skal så være direktør for Twitter? Hvis afstemninger på det sociale medie bestemmer virkeligheden, så er det en noget uventet person, der skal træde i Elon Musks fodspor.
For i kølvandet på Twitter-direktørens afstemning om sin egen afgang strøg en uventet person til tasterne. Klokken 02.00 dansk tid natten til søndag sendte den amerikanske rapper Snoop Dogg en lignende afstemning ud på det sociale medie, hvor han spurgte brugerne, om han skal være direktør for Twitter.
Selvom 3.3 millioner har stemt, og intet mindre end 81 procent af dem har svaret ja, så har Snoop Dogg trods alt ikke meget at skulle have sagt i beslutningen om, hvem der skal lede Twitter, og afstemningen skal tages med et gran salt.