Den kinesiske videodelingsplatform TikTok har netop overhalet Google i kapløbet om at være den mest populære hjemmeside i verden ifølge virksomheden Cloudfares ‘2021 Year in Review’-internettrafik-rangeringer.
Det skriver Gizmodo.
TikTok gjorde entré på Cloudflares liste over top-10 hjemmesider sidste år med en syvendeplads i popularitet bag Google, Facebook, Microsoft, Apple, Netflix og Amazon. Bortset fra TikToks stigning til toppen er listen for 2021 stort set uændret (Amazon har skiftet plads med Netflix).
Platformens popularitet er vokset voldsomt under pandemien. Oprindeligt tiltrak den primært et teenage-publikum, men siden da har TikTok vakt nysgerrighed hos brugere i alle aldre og på tværs af landegrænser.
TikTok, hvis moderselskab, ByteDance, er baseret i Kina – er den eneste ikke-amerikanske hjemmeside, som indtager en plads i top-10-listen.