Facebook, som ejer fire ud af verdens fem mest downloadede apps i 2020, måtte se sig slået af kinesiske TikTok som den mest downloadede app i 2020.
Det skriver Computerworld via det digitale bureau App Annie.
TikTok indtog førstepladsen foran Facebook og Facebook-ejede WhatsApp, Instagram og Facebook Messenger. Den kinesiske app blev desuden den første ikke-Facebook-ejede app til at runde tre milliarder downloads og ikke mindst den app, der omsatte for flest penge i 2020.
Siden appens lancering i 2017 er antallet af downloads vokset på rekordtid, hvilket skyldes dens deling af korte videoer, som især har vækket de unges interesse, skriver Computerworld.
TikTok, der er ejet af selskabet ByteDance, var genstand for megen medieomtale i 2020. USA forlangte, at appens datacentre for amerikansk indhold ikke var under kinesisk kontrol, hvilket resulterede i, at selskabet Oracle købte en del af TikTok i USA.
De 10 mest downloadede apps i 2020 var ifølge App Annie:
1. TikTok
2. Facebook
3. WhatsApp
4. Instagram
5. Facebook Messenger
6. Snapchat
7. Telegram
8. Likee
9. Pinterest
10. Twitter