Tesla vil i denne uge lancere et pilotprojekt i Holland, hvor ikke-Tesla-elbiler får lov til at bruge dets Supercharger-netværk. Det er første gang, at elbilproducenten åbner sine proprietære ladestationer for elbiler fra andre virksomheder.
Det skriver The Verge om Teslas Supercharger-netværk, som ofte omtales som det bedste produkt inden for EV-opladningsnetværk.
Det eksklusive netværk har været forbeholdt Tesla-ejere, hvilket betyder, at ejere af en Volkswagen eller Ford EV ikke har været i stand til at bruge det. Før nu.
Tesla-CEO Elon Musk har i årevis talt om at åbne selskabets Supercharger-netværk for andre elektriske køretøjer. I løbet af sommeren begyndte han da også at afsløre afgørende detaljer om, hvordan det rent faktisk ville fungere.
I første omgang vil der være 10 Supercharger-stationer tilgængelige for ikke-Tesla-elbiler i Holland. Ejerne af disse elbiler skal downloade den seneste version af Teslas smartphone-app (version 4.2.3 eller nyere) for at få adgang til stationerne.
Valget af Holland som pilotprojektets startsted kommer ikke som en overraskelse. Musk har tidligere indikeret, at projektet sandsynligvis ville starte i Europa, hvor standardiserede ladekabelstik er obligatoriske. Andre europæiske lande vil sandsynligvis følge trop, før selskabet åbner sine Superchargers for ikke-Tesla-elbiler i USA.
“Det har altid været vores ambition at åbne Supercharger-netværket for ikke-Tesla-elbiler og på den måde tilskynde flere bilister til at køre elektrisk,” lyder det fra Tesla. “Dette skridt understøtter vores mission om at fremskynde verdens overgang til bæredygtig energi.”