På verdens største iPhone-fabrik i Zhengzhou i det centrale Kina med omkring 200.000 ansatte, er der gang i store protester fra de ansatte.
Det oplyser DR via blandt andre nyhedsbureauet AFP og mediet Bloomberg.
På sociale medier florerer flere videoer og billeder, der viser hundredvis af ansatte, der slås med sikkerhedsvagter og kampklædt politi på og omkring den corona-lukkede Foxconn-fabrik i Zhengzhou. Nogle videoer viser de ansatte få tæsk af sikkerhedsstyrker i hvide heldragter.
Grundet et coronaudbrud har et ukendt antal ansatte været lukket inde på fabrikken i ugevis på grund af karantæne. Men den seneste tid har der også været stor utilfredshed med lønnen og de generelle arbejdsforhold på fabrikken.
“Det betyder, at mellem 200.000 og 300.000 kinesere har været spærret inde på fabrikken i løbet af efteråret for at sikre, at der ikke kom covid ind på fabrikken,” lyder det fra DR’s Kina-korrespondent Philip Róin.
I oktober måned flygtede adskillige ansatte fra fabrikken efter en stigning af coronatilfælde og anklager om dårlig behandling af de ansatte.
“Fabrikken har siden manglet arbejdere, så man har hvervet en masse nye ind. Der er blevet lovet en masse til de her ansatte, der ikke er blevet indfriet. Nu ser vi dem så blande sig med de andre ansatte og tage til genmæle,” siger Philip Róin.
I dag torsdag har kinesiske myndigheder beordret coronanedlukning i flere distrikter i byen Zhengzhou i kølvandet på de voldelige protester. Beboere i centrum af Zhengzhou må ikke forlade området, med mindre de kan fremvise en negativ coronatest og tilladelse fra de lokale myndigheder.