Apple-medstifter Steve Wozniak skulle efter sigende være i fuld gang med at lancere et nyt selskab kaldet Privateer Space, der skal agere skraldemand i rummet, skriver Gizmodo.
Søndag aften tweetede Wozniak en kryptisk meddelelse: “A Private space company is starting up, unlike the others.”
I tweetet medfølger en indlejret videoannonce for selskabet indeholdende floskler som “together, we’ll go far” og “this isn’t a race”.
Woz delte ikke yderligere detaljer udover videoen, der (lettere forvirrende) viser en ildebrand, røgskyer fra et kraftværk, et barn i astronautdragt og en close-up af en iris. “Here’s to taking care of what we have so the next generation can be better together,” siger voiceoveren undervejs.
Ifølge YouTube-videobeskrivelsen er Woz medstifter af selskabet sammen med Alex Fielding, der var en del af det første iMac-team. De to iværksættere har tidligere arbejdet sammen om at stifte Wheels of Zeus (“WoZ”), en nu lukket startup, der udviklede GPS-lokaliseringskoder til genstande, som ofte bliver væk.
Privateers hjemmeside er foreløbig i stealth-tilstand, mens flere detaljer om selskabet vil blive annonceret under AMOS Tech 2021-konferencen i Maui, Hawaii, som begyndte i går og løber indtil sidst på ugen.