Den globale chipmangel, som flere industrier oplever lige nu, kan meget vel ramme Apples produktion af iPhone 13-modeller, skriver Computerworld.
Der er angiveligt tale om en reducering på intet mindre end 10 millioner enheder på grund af den globale chipkrise.
Efter planen stod Apple til at producere 90 millioner enheder af de nye iPhone-modeller inden udgangen af i år. Selskabet har dog meldt ud til sine producenter, at antallet af enheder vil blive reduceret grundet problemer med levering af chips.
Tilbage i juli forudsagde Apple en langsommere omsætningsvækst som konsekvens af chipmanglen. Selskabet har siden hen klaret udbudskrisen bedre end mange andre virksomheder, hvilket øjensynligt skyldes deres massive købekraft og langsigtede leveringsaftaler med chipleverandører, oplyser Computerworld.