Rigspolitiet har opdaget, at et indrejseforbud for 260 personer er blevet slettet i EUs fælles database ved en fejl – nu vil de undersøge indikationer på, om personerne er rejst ind i Danmark.
Den fælles EU-database SIS II bliver brugt til at indberette genstande og personer, som skal nægtes adgang til Schengenområdet.
Rigspolitiet i Danmark har ved en fejl slettet 260 personer fra dette register.
Det var meningen, at de skulle være underlagt en automatisk fornyelse – men en teknisk fejl resulterede i, at de automatisk blev slettet i stedet for.
Rigspolitiet indberettede det til Udlændingecenter Nordsjælland, som kunne genskabe den tabte data. De øvrige lande i Schengen-samarbejdet blev orienteret herom.
Rigspolitichef Thorkild Fogde kalder den automatiske sletning en beklagelig og utilfredsstillende fejl, og man vil undersøge, hvordan den kunne ske.
Han udtaler yderligere, at Rigspolitiet vil undersøge indikationer på om de 260 personer opholder sig ulovligt i Danmark.
Han mener dog ikke, at det er sandsynligt, da deres indrejseforbud har været synlige for grænsekontrollanterne i Danmark, selv om det var slettet i SIS II.
Men fordi det har været slettet i SIS II, har deres indrejseforbud ikke været synlige for de resterende lande i Schengenområdet.