Fra og med i dag bliver SKAT det første toldvæsen i verden, som tager en mobil bodyscanner i brug. Den nye bodyscanner skal hjælpe tolderne i indsatsen mod narkosmugling, skriver SKAT i en pressemeddelelse på deres hjemmeside.
Den nye scanner skal hjælpe SKATs toldere med hurtigere at be- eller afkræfte en eventuel mistanke om indsmugling af narkotika, der i takt med at smuglerne bliver mere kreative, kan være en svær vurdering. SKAT er derfor nødt til at udvikle sig i takt med smuglerne.
Bodyscanneren er installeret i en varebil og kan tilkaldes til områder, hvor der har været en forudgående risikovurdering om, at der befinder sig rejsende, der har gemt narkotika i kroppen.
Selve scanningen foregår ved, at en person bliver placeret, fuldt påklædt, på en platform i bilen. På få sekunder kører platformen forbi scanneren, der tager to billeder: Et af hele kroppen og et kun af torso. Herefter bliver billederne overført til scanneroperatøren, der sidder i bilens operatørrum. Hvis der på baggrund af billederne kan drages mistanke om, at personen har gemt narkotika i kroppen, bliver den mistænkte overdraget til politiet.
Den mobile bodyscanner er testet og godkendt af Sundhedsstyrelsen og skal bistå som supplement til SKATs tre stationære bodyscannere, som står i lufthavnene i København, Billund og Ålborg.