Rådet for Digital Sikkerhed har valgt ny formand – IT-sikkerhedschef Henning Mortensen fra Brødrene A & O Johansen.
Henning har igennem mange år været en markant stemme i den danske sikkerhedsdebat og har blandt andet stået bag en række vejledninger om informationssikkerhed til danske virksomheder.
Senest har han skrevet et værktøj, som skal hjælpe virksomhederne med at dokumentere deres efterlevelse af persondataforordningen.
‘Jeg ønsker at forsætte den linje, som er blevet lagt gennem de seneste år, hvor Rådet deltager i den brede politiske debat og hjælper med at skabe værktøjer og rådgivningsmateriale, som kan anvendes af borgere, virksomheder og myndigheder,’ udtaler Henning Mortensen.
‘I efteråret vil Rådet især have fokus på persondataforordningen, som fylder rigtig meget for alle sikkerhedsprofessionelle i disse år. Vi håber at kunne bidrage til, at virksomheder og myndigheder får redskaber til at efterleve de krav, som stilles til behandling af personoplysninger.’
Henning Mortensen afløser Rasmus Theede, der har fået nyt arbejde i Bruxelles som direktør for Privacy and Security ved Digital Europe.
Henning Mortensen var medstifter af Rådet.