Kryptovalutaen Bitcoin tog i fredags et kraftigt dyk i kursen, da rygter omkring forbud mod digitale transaktioner af valutaen i Kina begyndte at cirkulere.
Alle krypto-valutaer skulle blive berørt af den nye lovgivning – dermed også Ethereum, som holder priserne oppe på grafikkort.
4. september forbød den kinesiske centralbank såkaldte ‘Initial Coin Offerings’ (ICO), som blev kritiseret for at have ‘seriously disrupted the economic and financial order’.
Dengang gik Bitcoinkursen fra omkring 4.900-5.000 dollars til 4.500 dollars.
I fredags gik kursen så fra cirka 4.500 dollars til 4.100 dollars.
Bitcoin-børser i andre lande end Kina skulle ikke blive berørt af et eventuelt forbud.
ICO’er giver selskaber mulighed for at udgive ‘tokens’ i lighed med aktier eller andele. Tanken er, at selskaber på den måde kan rejse kapital og senere købe de solgte tokens tilbage. Men ICO’er er ikke regulerede som f.eks. aktier, og det er ikke sikkert, at selskaber nu også køber solgte tokens tilbage.