Kinesiske Vivo har lavet en smartphone med navnet Nex, hvor forsiden næsten er ren skærm og som spår om en notch-fri fremtid for smartphones.
Vivo har således gjort sin koncept-telefon til virkelighed.
For at gøre så meget af forsiden til skærm som muligt, har Vivo fjernet den velkendte notch, hvor kameraet normalt sidder i nyere smartphones, og har i stedet ladet dens otte megapixel front-kamera poppe ud fra toppen, når man skal bruge det.
Derudover er det lykkes den kinesiske mobilproducent at indbygge en fingeraftrykslæser under skærmen, hvilket også giver mere plads til skærm.
Dertil kommer dens specs, der er i den høje ende med en Snapdragon 845-processor, 8GB RAM, et 4.000mAh batteri, 256GB lagerplads og en 6,59-tommer 1080p+ OLED-skærm.
Vivo Nex har desuden beholdt minijack-stikket, og kameraerne på bagsiden er på 12 megapixel med en blænde på f/1,8 og et ekstra modul med fem megapixel og en blænde på f/2,4.
Vivo Nex kommer dog som udgangspunkt kun til Kina, hvor den koster 4.998 yuan eller 4.946 danske kroner.