Et nyt rygte tyder på, at Samsungs Galaxy X-telefon med foldbar skærm vil blive afsløret til CES i januar 2019.
Rygtet kommer fra Ice Universe, der før har haft ret med sine lækkede informationer.
Samtidig fortæller andre kilder, at Samsung har løst et tidligere problem med foldbare telefoner – nemlig at batterierne også skal kunne foldes.
Samsung har tidligere lavet et foldbart batteri på 210 mAh, men nu er det lykkedes den sydkoreanske producent at udvikle et foldbart batteri med en kapacitet mellem 3.000 og 6.000 mAh – hvor rygtet siger, at Galaxy X vil være udstyret med et på 6.000 mAh.
Tidligere rygter har også tydet på, at Galaxy X er en kostbar telefon, der vil få en amerikansk pris på 1.850 dollars – næsten dobbelt så dyr som en iPhone X – og vil have en OLED-skærm på 7,3 tommer, når den er foldet ud og 4,5 tommer, når den er klappet sammen.
Samsungs foldbare telefoner har været rygtet inden for tech-verdenen i årevis, hvor foldbare telefoner skulle have været afsløret i både 2013, i 2015, og i 2016 søgte mobilproducenten desuden et nyt patent på en bøjelig telefon.