I løbet af de sidste par år har der været stor fokus på, hvor hurtig de moderne browsere indlæser websider, og Mozilla, Microsoft og Google har alle stolt reklameret med, at deres nye browser vil være blandt de hurtigste i verden.
Mange benchmark-testere, både professionelle og amatører, har dog givet verbale tæsk til især Microsofts IE8 for at være sløv eller på den ene eller anden måde oppustet.
Dette er selv sagt ikke noget, IE-teamet er specielt begejstrede over, og teamet er blevet lettere frustreret over, hvad de mener, er upræcise eller misvisende micro-benchmarks, hvor kun en lille del at browseren bliver testet.
Microsoft har derfor nu frigivet en artikel kaldet “Measuring Browser Performance: Understanding issues in benchmarking and performance analysis”, hvor de beskriver udfordringerne i benchmarking, giver en detaljeret beskrivelse af deres fremgangsmåde, og hvilke forholdsregler man skal tage for at få et brugbart testresultat som privatperson.
Blandt de problemer, man kan støde på i test af sideindlæsninger, er blandt andet caching, netværk latenstid, browsermålrettet indhold og det basale problem med at definere, hvad det vil sige, at et website er indlæst.
Ønsker man ikke at tygge sig igennem det 14 sider lange dokument, eller selv teste de forskellige browsere, har Microsoft produceret en video med resultatet af deres egen test. Her er resultatet, at hverken Chrome, Firefox eller IE8 er specielt hurtigere end de to konkurrenter, og at ingen af browserne konsekvent er den hurtigste.
Klik på overskriften af denne nyhed for at se videoen.