Der har gennem de seneste 3 år flere gange været berettet om eksempler på usynlighed. Disse omfatter brugen af metamaterialer, der er materialer med et negativt brydningsindeks.
Der er endnu lang vej til at lave en praktisk implementering, der kan skjule store objekter, i stil med Harry Potters usynlighedskappe, men det afholder ikke forskere fra universitetet i Hongkong fra at gå skridtet videre.
I stedet for blot at gøre et objekt usynligt, så mener fysikeren Che Ting Chan, at man kan få et objekt til at ligne noget andet. Teorien er, at i stedet for kun at bøje lyset uden om et objekt kan det bøjes, så det returnerer et andet billede, f.eks. kan en kop komme til at ligne en ske.
Ved at lave de korrekte metamaterialer kan man ifølge Chan tilmed lave et, der kan få uigennemsigtige materialer til at blive gennemsigtige, f.eks. en mur. Teoretisk kan man lave et “hul” i muren, selvom der egentligt ikke er et.
Selvom der stadig er tale om teori, så ser John Pendry, der i sin tid kom med den oprindelige teori om usynlighed, ikke noget, der skulle forhindre teori at blive til praksis.