mboost-dp1

Toshiba

Toshiba tæt på at lave Blu-ray-afspiller

- Via TG Daily - , indsendt af Emil

Den 19. februar 2008 kastede Toshiba officielt håndklædet i ringen, i kampen mellem deres HD DVD-format og Sonys Blu-Ray Disc-format (BD). Siden har Toshiba ikke produceret en egentlig HD-afspiller, kun en dvd-afspiller med opskaleringsfunktion, men det ser nu ud til at ændre sig.

Ifølge en japansk avis vil firmaet komme med en BD-afspiller inden årets udgang, oplysninger som dog endnu ikke er blevet bekræftet af Toshiba. Afspilleren skulle komme til at hedde BD 18, men derudover er der ikke oplyst andre detaljer.

Det har ikke været pga. licensbetingelser, Toshiba ikke har lavet et Blu-ray-produkt tidligere, idet de via et samarbejde med Samsung har haft adgang til teknologien siden 2006.

Markedet for BD-afspillere vokser stadig meget, således forventes antallet af solgte afspillere at stige 112 % i år, og omsætningen forventes at stige 48 % til over 1 milliard dollars.

SXC - tonyclough

Kazaa genopstår

- Via Sydney Morning Herald - , redigeret af Emil

Tre år efter at fildelingstjenesten Kazaa blev lukket som følge af en retssag, genopstår den nu, men i en lovlig udgave.

Bag den nye udgave finder man Kevin Bergmeister, der også var involveret i Kazaa tidligere. Han arbejder sammen med Michael Speck, der kan synes som en underlig partner. Speck var en af advokaterne, som musikindustrien havde hyret i Australien til at bekæmpe Kazaa.

I første omgang vil den nye udgave af Kazaa kun blive lanceret i USA, da der stadig mangler aftaler for andre lande. Forretningsmodellen er set før og giver kunder mulighed for at hente så meget musik, de ønsker, for et månedligt beløb. I Kazaas tilfælde bliver prisen på $20/måneden

Bergmeister håber, de kan skille sig ud fra mængden ved at bære navnet Kazaa, som han mener, mange stadig husker.

SXC - Sigurd Decroos

Forskere udvikler ny type spejl

- Via MSNBC News - , redigeret af Emil

Metamaterialer er grundstenen i jagten på en metode til at gøre objekter usynlige, men forskere har nu vist, at de også kan bruges til at gøre et objekt ekstremt synligt.

På University of St. Andrews har professor Ulf Leonhardt udviklet en teknik, der kan føre til en helt ny type spejl. Et normalt spejl reflekterer lyset fra f.eks. en laser væk fra spejlet i samme vinkel, som det rammer.

Med den nye teknik vil metamaterialerne sørge for en helt anden effekt, her vil lyset altid blive reflekteret tilbage til kilden. Forskerne har lavet en mindre prototype, der dog endnu ikke virker med lys, men med mikrobølger.

Forskerne forudser flere anvendelsesmuligheder for et sådant materiale, f.eks. kan radarsignaturen på fly øges, så de er nemmere at detektere, eller bruges som forsvar mod laservåben.

Der er stadig lang vej endnu til at kommercielle løsninger er mulige, men forskerne er gået i gang med at lede efter et materiale, der reflekterer synligt lys.

RIAA

RIAA: Kopibeskyttelsen er død

- Via TorrentFreak - , indsendt af Skak2000

Igennem mange år har organisationer som især RIAA (Recording Industry Association of America) været meget store fortalere for kopibeskyttelse af musik. Så sent som sidste år, efter flere online musik-butikker havde droppet kopibeskyttelsen (DRM), mente RIAA, det ville vende tilbage.

Med iTunes’ beslutning om at sælge alt deres musik uden DRM var en af de sidste bastioner faldet, og ved et nyligt arrangement udtalte talsmand for RIAA, Jonathan Lamy, at DRM var død.

Det er første gang, RIAA offentligt har erklæret kopibeskyttelse død, en kopibeskyttelse, der ofte er blevet anklaget for at gøre livet svære for de lovlydige borgere end de, der kopierer musikken ulovligt.

newz.dk

Nethandel må ikke foregå anonymt

- Via Politiken - , indsendt af Emil

Står det til Socialdemokraterne skal det i fremtiden ikke være muligt at kunne sælge en vare anonymt på nettet, som det i dag er muligt på hjemmesider som dba.dk, qxl.dk og guloggratis.dk.

Forslaget kommer efter nye undersøgelser, der viser, at borgere oftere og oftere bliver snydt på nettet. Snyderiet består typisk i, at der betales forud, men der kommer ikke en vare den anden vej.

I første omgang håber Socialdemokraterne, at branchen selv vil foretage de fornødne skridt til at indføre stramningerne, men er klar til at foreslå en lovændring.

Hos Venstre mener man ikke, en lovændring er sagen, idet det kan tvinge en del af salget ud på udenlandske sites og skabe falsk tryghed.

Hos Den Blå Avis maner man også til besindighed. Administrerende direktør Claus Hovge Andersen påpeger, at antallet af svindelsager stadig er meget få, og det derfor vil være at “skyde gråspurve med kanoner”.

20th Century Fox

Futurama får nye stemmer

- Via Entertainment Weekly - , indsendt af Norrah

Der var mange, som blev rigtig glade, da vi den 10. juni kunne meddele, at Futurama ville genopstå som tv-serie, men nu bliver der dryppet malurt i bægeret.

Twentieth Century Fox, der står bag serien, har netop oplyst, at langt de fleste stemmer fra serien ikke vil blive lavet af de oprindelige skuespillere. Det er skuespillerne Billy West (Fry, Professor og Zoidberg), Katey Sagal (Leela), John DiMaggio (Bender) og Maurice LaMarche (Kif Kroker, m.fl.), der ikke bliver genansat.

Årsagen er uenigheder om lønnen, hvor Fox ikke vil gå med til skuespillernes lønkrav.

Twentieth Century Fox skrev:
We love the Futurama voice performers and absolutely wanted to use them, but unfortunately, we could not meet their salary demands.

Amazon

Amazon slettede bøger fra Kindle

- Via Berlingske Tidende - , indsendt af vandfarve

I USA, hvor det stadig er det eneste sted, det er muligt at købe e-bog-læseren Kindle, har flere kunder opdaget at have mistet nogle af deres bøger.

Det drejer som om bøgerne 1984 og Animal Farm (på dansk Kammerat Napoleon), som pludselig var slettet hos de, der havde været online med deres Kindle på Amazons Whispernet. Denne topstyring fra Amazon har vakt en del opstandelse, ikke mindst da bogen 1984 netop er kendt for sit Big Brother-tema.

Årsagen til de forsvundne bøger var dog knapt så dramatisk. Det har efterfølgende vist sig, at udgiverne af de to bøger ikke havde rettighederne til dem, hvilket rettighedshaverne havde gjort Amazon opmærksom på. På den baggrund blev bøgerne trukket tilbage, og købsprisen refunderet.

Til trods for det fremgår af Kindles brugsbetingelser, at Amazon har retten til at slette bøger direkte fra en kundes Kindle, så oplyser de, at de vil finde en anden løsning næste gang.

ESA

Simuleret Mars-mission er overstået

- Via New York Times - , indsendt af ktg

Den 31. marts startede et eksperiment i Moskva, hvor 6 personer blev lukket hermetisk inde en en lille beholder. Her skulle de opholde sig i 105 dage for at simulere en rejse til Mars.

Forsøget er nu overstået, og de 6 personer blev lukket ud af “rumkapslen” i sidste uge, alle ved godt mod. I løbet af den 3 måneder lange periode har de 6 mænd, udvalgt blandt 5.600 ansøgere, udført opgaver, som man ville have gjort på en rigtig rejse. Blandt disse også kommunikation med Jorden, der sidst i forsøget var forsinket med 20 minutter, som det ville være i virkeligheden.

En mission til Mars vil dog tage væsentlig længere tid end 105 dage, hvorfor den næste “mission” er planlagt. Den vil simulere en komplet rejse, der vil vare 520 dage, og vil starte til næste år. Formålet er det samme, at teste hvordan et lille hold klarer at leve sammen under så trange forhold i så lang tid.

newz.dk

Flere store danske hjemmesider er usikre

- Via Version2 - , indsendt af Magten

Når man surfer rundt på nettet, har man generelt tiltro til de sider, man besøger, især når siderne er store og anerkendte. Ifølge en dansk hacker er flere af sider dog ikke særlig sikre, men er sårbare for cross-site scripting (XSS).

Hackeren, der ønsker at være anonym, har over for hjemmesiden Version2 demonstreret eksempler på disse svagheder, og siden kan bekræfte, at flere kendte sites er berørte.

Det er ikke kun Version2, hackeren har været i kontakt med, men også DK-CERT, hvor de har kigget nærmere på hackerens scripts. De har ikke afprøvet dem, men mener, de vil fungere.

Shehzad Ahmad, leder af DK-CERT til Version2 skrev:
Hans scripts virker troværdige, og han har helt sikkert fat i noget. Men vi har ikke været inde at afprøve scripts’ne selv, for det kunne vi aldrig finde på uden at have talt med virksomheden og fået en godkendelse først.

Ifølge hackeren er hovedårsagen til den dårlige sikkerhed mangel på ressourcer. Firmaerne afsætter ikke nok tid og penge til at få lavet hjemmesiderne ordentligt.

Wikimedia Commons - Gouwenaar

Grundstof 112 endelig navngivet

- Via Popular Science - , redigeret af Avenger- , indsendt af Diskill

Det nyligt anerkendte grundstof, med en plads som nr. 112 i det periodiske system, blev efter opdagelsen midlertidigt navngivet Ununbium.

Stoffet har nu fået sit officielle navn af Sigurd Hofmann, der sammen med sit hold af videnskabsfolk opdagede grundstoffet i 1996. Det permanente navn bliver Copernicium – forkortet Cp – efter Nicolaus Copernicus, en polsk astronom, der i 1500-tallet bl.a. påviste, at Jorden drejer rundt om Solen og ikke omvendt.

Selvom Copernicus ikke nåede at høste megen hæder i sin tid, så blev hans opdagelser et vendepunkt for videnskaben; et vendepunkt der senere er blevet kendt som “Den videnskabelige revolution”, hvilket Hofmann og hans kollegaer ønsker at anerkende ved at opkalde det nye grundstof efter ham.

Hofmann og hans hold har desuden også navngivet grundstofferne Bohrium, Hassium, Meitnerium, Darmstadtium og Roentgenium