Der bliver brugt mange penge i en by som Las Vegas, så det er et oplagt sted for kreditkortsvindlere at prøve lykken. På et af hotellerne i byen var det lykkedes svindlere, uset, at opsætte en falsk hæveautomat, men de havde valgt det forkerte hotel.
Den falske automat var opstillet på Riviera Hotel Casino, der i disse dage huser deltagere fra Defcon-konferencen, en konference med fokus på it-sikkerhed.
Da en deltager fra konference skulle bruge automaten, syntes han, den så suspekt ud. Hvor der normalt skulle være et kamera, opdagede han et stykke glas, der så for mørkt ud. Ved at lyse med en lommelygte ind bag glasset, opdagede deltageren, at der i stedet var en computer.
Politiet blev tilkaldt, og det kunne konstateres, at “hæveautomaten” var fyldt med computerudstyr til at aflæse kreditkortdata. Det vides ikke, hvor længe automaten har stået der, eller hvor mange der har brugt den, idet den var placeret et af de eneste steder i hotellet, hvor der ikke var overvågningskameraer, lige ud foran sikkerhedskontoret.