Nvidia har på Twitter udsendt en video, hvor datoen den 31. maj fremgår: Her forventes firmaet at offentliggøre deres RTX 3080 Ti.
Flere billeder af Nvidias kommende RTX 3080 Ti-grafikkort er blevet set på forummer og sociale medier det sidste stykke tid.
Allerede den 4. maj kunne PC-analytiker Moore’s Law Is Dead fremvise et billede af et RTX 3080 Ti-grafikkort, han mener vil komme på markedet meget snart.
Grafikkortet vil formentligt inkludere 12 GB GDDR6X-hukommelse og en udvidet 384-bit bus, der matcher RTX 3090-GPU’ens. Kortet vil formentligt placere sig mellem RTX 3080- og 3090-modellerne, når det kommer til ydelse.
MSI 3080Ti Surprim X spotted at a store in UAE from nvidia
Også Nvidias Light Hash Rate-feature forventes at være indbygget i RTX 3080 Ti-kortet. Det skal gøre kortet mindre attraktivt for kryptominere, da kortet selv skulle kunne aflæse, når det bliver brugt til kryptomining og dermed sænke sin hash rate.
Læs også: Nvidia giver “anti-mining”-opdatering til alle RTX-grafikkort.
Hvorvidt Light Hash Rate-featuren er nok til, at Nvidia ikke gentager samme historie, som med deres lancering af deres tidligere RTX 3000-serie grafikkort, er stadig uvist.
Den massive efterspørgsel, Nvidia har oplevet på deres grafikkort, er kun blevet forværret af en global mangel på halvledere, der har gjort det svært for Nvidia at levere nok GPU’er.