NFT’er kommer snart til Instagram. Det bekræftede Mark Zuckerberg under en tale til konferencen South by Southwest (SXSW), hvor han sagde, at de digitale samleobjekter vil lande på Instagram “inden for den nærmeste fremtid.”
Det skriver Engadget.
“Vi arbejder på at bringe NFT’er til Instagram i en nær fremtid,” sagde han. Han forklarede ikke konkret, hvordan det vil tage form, men at folk vil være i stand til at vise deres eksisterende NFT’er og potentielt lave nye. “Jeg er ikke klar til at annoncere, hvad det helt præcist indebærer. Men i de kommende måneder vil det blive muligt at inkorporere dine NFT’er på platformen,” forklarede Zuckerberg. “Og senere bliver det forhåbentlig muligt at skabe ting i Instagram-økosystemet.”
Zuckerberg og co. har tidligere udtrykt interesse for NFT’er – Instagrams topchef Adam Mosseri har blandt andet sagt, at virksomheden “aktivt udforskede” teknologien.