Biden meldte i sidste uge offentligt ud, at den israelske virksomhed NSO Group, som står bag den berygtede Pegasus-spyware, er blevet blacklistet i USA. Kort efter meldte Israels udenrigsminister ud, at han ligeså tager afstand fra virksomheden.
Det skriver Computerworld og Reuters.
Tilbage i juli blev Pegasus-softwaren kendt for at have været anvendt af Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Ungarn til at overvåge aktivister, systemkritikere og politikere, heriblandt Frankrigs statsleder Emmanuel Macron.
Virksomheden sender sine produkter til udlandet under licenser fra Israels forsvarsministerium, som efter afsløringerne har iværksat sin egen undersøgelse af virksomhedens praksis, skriver Computerworld.
“NSO er en privat virksomhed, det er ikke et statsligt projekt, og det har intet at gøre med den israelske regerings politik,” sagde Israels udenrigsminister Yair Lapid på en pressekonference i Jerusalem.