Twitter-CEO Jack Dorsey stopper som administrerende direktør for det sociale medieselskab med øjeblikkelig virkning. CTO Parag Agrawal overtager roret, meddelte virksomheden i går mandag ifølge CNBC.
Den 45-årige Dorsey fungerede som CEO for både Twitter og Square – hans egen virksomheden, der arbejder med digitale løsninger i form af finansielle tjenester og online betalinger.
Dorsey, der var med til at stifte den sociale mediegigant i 2006, fungerede som administrerende direktør indtil 2008, før han blev skubbet ud af direktørstolen. Han vendte dog tilbage i 2015, da den tidligere administrerende direktør Dick Costolo trådte tilbage.
Dorsey vil forblive medlem af Twitters bestyrelse, indtil hans periode udløber i 2022, sagde selskabet. Salesforce President og COO Bret Taylor bliver ny bestyrelsesformand efter Patrick Pichette, en tidligere Google-direktør, som forbliver i bestyrelsen som formand for revisionsudvalget.
“Jeg har besluttet at forlade Twitter, fordi jeg tror, at virksomheden er klar til at bevæge sig væk fra sine grundlæggere,” sagde den nu tidligere CEO i en erklæring.
37-årige Agrawal har været hos Twitter i mere end et årti og fungeret som CTO siden 2017. Han har været ansvarlig for strategi målrettet kunstig intelligens og machine learning samt projekter med henblik på at gøre forekomsten af tweets på tidslinjen mere relevant for den enkelte bruger.
Som ny CEO forventes han at opfylde Twitters aggressive interne mål. Tidligere i år sagde selskabet, at det sigter efter at have 315 millioner dagligt aktive brugere inden udgangen af 2023 samt en fordobling af den årlige omsætning i selvsamme år.
Dorsey skrev i en e-mail, som han offentliggjorde på Twitter, at Agrawal har været hans valg til at lede virksomheden “i nogen tid givet, hvor dybt han forstår virksomheden og dens behov.”