Aftennyhederne på iransk stats-tv blev lørdag aften pludseligt afbrudt af en video med en hvid maske og et billede af landets religiøse leder, Ali Khomenei, med en skydeskive i hovedet.
Det skriver DR.
Videoen indledes af en person i en hvid maske, hvorefter der hurtigt klippes til et billede af Ali Khamenei med en skydeskive i hovedet. Rundt om ham vises billeder af fire kvinder, som har mistet livet under de igangværende protester i landet.
Billederne viser blandt andet Mahsa Amini, hvis død i moralpolitiets varetægt fik protesterne i Iran til at rulle, og den 16-årige kvinde Nika Shakarami, som døde under protesterne. Ifølge Nika Shakaramis mor blev hun dræbt i de iranske myndigheders varetægt.
I videoen står der blandt andet “slut jer til os og lad os vågne” og “vores unges blod drypper fra dine poter”. Gruppen, der står bag videoen, kalder sig Alis Retfærdighed.
Det iranske regime står svækket tilbage efter gårsdagens hack, mener Claus Valling Pedersen, lektor i persisk på København Universitet.
“Det svækker dem, at man ikke kan forhindre sådan nogle ting. Det viser en stor svaghed i sikkerhedssystemet hos myndighederne, og det udstiller regimets manglende evne til at kontrollere det offentlige rum,” sagde Claus Valling Pedersen til DR.