Intel er klar med deres 10. generation Core X-CPU’er, der er velegnet til gaming og kan fås med helt op til 18 kerner.
Det har tidligere været muligt at få en Intel Core X-CPU med 18 kerner i ens gaming-maskine for omkring 2.000 dollars.
Snart kan det lade sig gøre for under det halve af dette med Intels nye 10. generation Core X-serie, der inkluderer fire nye CPU’er.
I toppen ligger Core i9-10980XE, der har 18 kerner og kan nå turbo boost-hastigheder på 4,8 GHz.
Processorren understøtter desuden op til 256 GB DDR4-RAM, 72 PCIe 3.0-lanes, WiFi 6 og Deep Learning Boost til bedre AI-ydeevne.
Den nye X-serie inkluderer også modeller med 10, 12 og 14 kerner, der også alle når en maks-hastighed på 4,8 GHz.
Topmodellen Core i9-10908XE har en amerikansk pris på 979 dollars, imens modellen med 14 kerner koster 784 dollars, modellen med 12 kerner koster 689 dollars og modellen med 10 kerner kommer ned på 590 dollars.
Hele den nye Core X-serie udkommer i november, der også er den måned, hvor konkurrenterne fra AMD forventes at udgive deres nye Ryzen 9-CPU med 16-kerner.
