Mandag formiddag flyver sundhedsdronen ud på sin jomfrurejse. Den skal fragte blodprøver og medicin, oplyser DR.
Når klokken slår 11.05 letter sundhedsdronen i Svendborg og flyver ud over det sydfynske øhav, indtil den når sit mål 40 minutters tid senere på Ærø. Flyvningen bliver styret fra et kontrolrum på Nørrebro i København.
Transportminister Trine Bramsen (S) sender den afsted fra Svendborg Sygehus, hvorfra dronen skal flyve knap 50 kilometer til Ærø. Det er sundhedsdronens første officielle flyvning, og det er målet, at den på sigt skal fragte blodprøver, medicin og medicinsk udstyr mellem Ærø og Fyn.
Nu bliver blodprøver taget på Ærø kørt med bil og sejlet med færge til laboratoriet på Fyn, men det er en logistisk løsning, der har sine begrænsninger.
Kort fortalt kan sundhedsdronen give hurtigere prøvesvar og bedre behandling, fortæller Bjarne Dahler-Eriksen, der er lægefaglig direktør på Odense Universitetshospital.
“Indtil videre er det stadig en testflyvning, men der, hvor vi tænker, dronerne kan gøre en forskel i fremtiden, det er, at vi kan flyve ting frem og tilbage mellem Ærø og Fyn på et tidspunkt, hvor færger normalt ikke sejler,” siger Bjarne Dahler-Eriksen til DR.
Bjarne Dahler-Eriksen forventer, at det på sigt kan udvides, så det ikke kun er Ærøs borgere, der har glæde af en sundhedsdrone. I princippet kan konceptet kopieres til andre danske øer eller udkantsområder.
“Kigger vi lidt længere frem, så er der heller ikke forfærdelig lang tid til, at der også vil være bemandede droner, hvor man kan flyve en paramediciner eller en læge ud til et skadested,” siger Nicolai Søndergaard Laugesen, der er udviklingsdirektør i Falck.
Inden for tre til fem år vil det være muligt at flyve en læge eller paramediciner ud til et skadested med en drone, anslår han.