Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj har deltaget i en række handelsmesser som elektronisk hologram, hvor han opfordrer teknologivirksomheder til at støtte “digital revolution” på låne/leje-vilkår, oplyser The Guardian.
Zelenskyj refererede til både Star Wars og anden verdenskrig, da han optrådte som et hologram på scenen under teknologifestivaler rundt omkring i Europa.
Her fortalte han iværksættere, investorer og virksomhedsledere ved festivaler i Amsterdam, London, Paris og Stockholm, at han tilbød teknologivirksomheder en unik chance for at genopbygge Ukraine som et fuldt digitalt demokrati.
Han bad om hjælp på låne/leje-vilkår – tilsvarende måden, hvorpå USA hjalp de allierede under anden verdenskrig, da de tilbød hjælp uden betaling på betingelse af, at hardware ville blive returneret.
“Det er usædvanligt for præsidenter eller regeringsledere at bruge et hologram til at henvende sig til folk, men dette er ikke det eneste aspekt af Star Wars, som vi sætter i praksis,” sagde den ukrainske præsident.
“Vi vil også besejre imperiet,” sagde han og sammenlignede russiske styrker med fjenden i Star Wars.
“Intet andet land i verden vil tilbyde dig sådan en chance for at bruge de mest avancerede teknologier på statsniveau,” sagde Zelenskyj. “Det er et eksperiment, en digital revolution og moderniseringen af det nuværende system på samme tid.”