Den 15. december planlægger Microsofts GitHub at lukke ned for Atom, dets open source teksteditor, der har inspireret og formet kommercielle programmer, herunder Microsoft Visual Studio Code, Slack og GitHub Desktop.
Det skriver The Register.
Forklaringen lyder, at det er nødvendigt for at fokusere på cloud-baseret software.
“Mens målet om at vokse software-skaberfællesskabet stadig er aktuelt, har vi besluttet at trække Atom tilbage for at fremme vores forpligtelse til at bringe hurtig og pålidelig softwareudvikling til clouden via Microsoft Visual Studio Code og GitHub Codespaces,” forklarede GitHub onsdag.
GitHub Codespaces er et cloud-hostet udviklingsmiljø, der integrerer Visual Studio Code.
I juni 2018, da Microsoft købte GitHub, forsikrede Nat Friedman, CEO på daværende tidspunkt, GitHub-fællesskabet om, at Atom var i live og havde det godt.
Efter fire år er Atom imidlertid gået i stå. Ifølge GitHub har projektet ikke haft væsentlig funktionsudvikling i flere år, bortset fra vedligeholdelse og sikkerhedsopdateringer. I denne periode er fællesskabsengagementet dykket, og forretningen med lokalt installeret software ser nu mindre attraktiv ud sammenlignet med den potentielle tilbagevendende indtjening, lock-in effekter og informationsudveksling muliggjort af cloud-baserede apps.