mboost-dp1

Forsvarsministeriet

Forsvarsministeriet ramt af DDoS-angreb

- Via DR -

Det meste af torsdag har Forsvarsministeriets hjemmeside samt Forsvarets hjemmesider været nede grundet et cyberangreb af typen DDoS, oplyser DR.

Et DDoS-angreb fungerer ved, at en webserver stresses af massiv udefrakommende trafik og til sidst går ned.

“Det er et af de simpleste våben i cyberarsenalet, men det kan godt være svært at forsvare sig imod og effektivt, hvis det er udført godt,” lyder det fra DR’s techkorrespondent, Henrik Moltke.

Men derfor undrer det alligevel Henrik Moltke, at angrebet har gjort Forsvarets hjemmesider ukampdygtige det meste af dagen, skriver DR.

“Almindelige fritidshackere burde ikke kunne lægge Forsvaret ned en hel arbejdsdag. Det studser jeg ved,” siger Henrik Moltke. “Det kunne tyde på, at det er mere organiseret end det, eller mere sofistikeret end som så.”

Torsdag i sidste uge blev det svenske forsvar udsat for et lignende angreb. I sommer blev en række hjemmesider tilknyttet det norske forsvar også ramt at et DDoS-angreb, og her anklagede man en prorussisk hackergruppe for at stå bag.

“Siden krigen i Ukraine brød ud har man set en række DDoS-angreb begået af prorussiske og proukrainske hackergrupper, som rammer mål i henholdsvis Vesten og Rusland,” siger Henrik Moltke.





Gå til bund
Gå til top

Opret dig som bruger i dag

Det er gratis, og du binder dig ikke til noget.

Når du er oprettet som bruger, får du adgang til en lang række af sidens andre muligheder, såsom at udforme siden efter eget ønske og deltage i diskussionerne.

Opret Bruger Login