Bandcamp, en online pladebutik tilknyttet et bredt musikfællesskab, er blevet opkøbt af spilfirmaet Epic Games som del af en vision om at opbygge et “creator marketplace-økosystem”.
Det skriver Eurogamer.
I en erklæring delt på Bandcamp-bloggen forklarer medstifter og administrerende direktør Ethan Diamond, at virksomheden vil fortsætte med at fungere som selvstændig markedsplads og musikfællesskab efter opkøbet, og at han vil fortsætte i rollen som administrerende direktør.
I en separat erklæring annonceret af Epic Games skriver spilproducenten, at de to virksomheder “deler en mission om at bygge den mest kunstnervenlige platform, der gør det muligt for skabere at beholde størstedelen af deres hårdt tjente penge.” Og at “Bandcamp vil spille en vigtig rolle i Epics vision om at opbygge en markedsplads og et økosystem for skabere målrettet teknologi, spil, kunst, musik og mere.”
Bandcamp er blot den seneste tilføjelse til en hastigt voksende liste over virksomheder under Epic Games-paraplyen. Siden 2018 har Epic, sammen med ArtStation og Sketchfab, opkøbt Cloudgine, Quixel, SuperAwesome, Hyprsense, RAD Games Tools, Tonic Games Group – som omfatter Mediatonic og Fortitude Games – plus Rocket League-studiet Psyonix og Rock Band-udvikleren Harmonix.