Flyvende rotter, som mågerne kaldes, er især at finde i de store byer, hvor de ikke er velkomne. Af den grund skal der nu gøres brug af helt nye og skelsættende metoder i kampen mellem måge og menneske, skriver DR.
SkyLevel-ejer Jonas Cort kalder sig selv mågekriger, og den krig udkæmper han effektivt ved brug af droner. SkyLevel er et firma, der blandt andet markedsfører sig på såkaldt mågeregulering.
Retfærdigvis skal det siges, at man skal have en tilladelse fra Naturstyrelsen for at udføre mågeregulering.
Tilladelsen omfatter den enkelte art, og har man fået en tilladelse til at regulere sølvmåger, må man derfor ikke bruge den tilladelse på eksempelvis en stormmåge.
Helt konkret sker reguleringen ved at spule mågereder- og æg i stykker ved hjælp af en højtryksrenser påmonteret en drone. På den måde forhindrer man, at mågernes æg udklækker – i hvert fald på det spulede område.
Og efterspørgslen på mågeregulering kan mærkes, siger Jonas Cort. Især nu her, hvor mågerne ligger på rede, henvender folk sig, lyder det.
Det er grundejeren af en ejendom, der kan søge om tilladelse til regulering. Får man den, strækker den sig typisk fra midten af januar til slutningen af august.
Tilladelsen består af to dele, hvor den første del gælder fra januar til midten af april og giver tilladelse til at bortskræmme og skyde nogle af de voksne måger. Der er ingen øvre grænse for, hvor mange man må skyde, men det skal dog foretages af en person med jagttegn.
Fra midten af april og til og med august indebærer tilladelsen, at man må regulere reder, æg og yngel – altså udklækkede unger.
“Så snart man har tilladelsen til det, er det kun kreativiteten, der sætter grænser. Det kan være en robotplæneklipper, man sætter på taget, eller en højtryksrenser, der spuler æggene væk,” siger Sandor Hestbæk Markus, der er vildtkonsulent i Naturstyrelsen og står for at behandle ansøgninger om tilladelse til mågeregulering.