Den verserende retssag mellem Apple og Epic Games tager til: Spilfirmaet Valve inddrages.
Spilfirmaet Valve, der også er indehaver af markedspladsen Steam, bliver nu trukket ind i retssagen mellem Apple og Epic Games.
Apple kræver detaljer omkring Steam-markedspladsen, som de mener kan være med til at etablere størrelsen på det marked, der er tilgængeligt for Epic Games.
Specifikt har Apple krævet detaljer om Valves indtjening på Steam, herunder salg af apps, reklameindtjening og Valves samlede årlige indtjening.
Derudover har Apple også bedt om navn og pris på samtlige apps på Steam.
Læs også: Techfirmaer vil af med Appleskatten: Nu sætter Google hårdt ind.
Valve har nægtet at udlevere den fulde information til Apple, da omkostningerne for at indsamle al den data er for høje.
Da dataene også er fortrolige og proprietære, mener Valve heller ikke, at de er forpligtet til at levere detaljerne til Apple.
Valve har leveret dele af de oplysninger, Apple efterlyser, men i et redigeret format, der angiveligt gør dem ubrugelige til Apples formål.