Apple annoncerede onsdag, at det planlægger at give brugere mulighed for at kryptere yderligere former for iCloud-data på sine servere, herunder sikkerhedskopier, billeder og noter.
Det rapporterer CNBC.
Funktionen, kaldet ‘Advanced Data Protection’, vil forhindre Apple i at se indholdet af de mest følsomme brugerdata, der er gemt på deres servere. Samtidig vil det forhindre Apple i at levere indholdet af en krypteret backup til retshåndhævelsen.
Mens Apple tidligere krypterede en masse data, var sikkerhedskopier, herunder kontakter og andre vigtige data, ikke end-to-end-krypteret, og Apple havde derfor adgang til indholdet af disse sikkerhedskopier.
Tiltaget vil glæde sikkerhedsforkæmpere, hvoraf mange tidligere pegede på ukrypterede iCloud-sikkerhedskopier som et svagt led i Apples privatlivspolitik.
Funktionen vil være tilgængelig i USA inden årets udgang.